Kong Vinter banker på og der er vira i luften, dryppende snuder samt feber i sigte. Hvor skal fokus lægges for både at skabe den bedste balance i et barns immunforsvar og samtidigt styrke det?
Motion er det rigtige og åbenlyse svar, men motion alene giver ikke den ønskede effekt uden den rette hvile og restitution. Børn i dag har et hektisk og meget omskifteligt liv hvor få ting er forudsigelige, så det handler ikke bare om at brænde endnu mere krudt af, så kroppen pludselig tærer på immunforsvaret, dette er jo ikke er hensigten ved at være aktiv.
En stresset krop såvel som en ikke aktiv krop er i ubalance og kan ikke på optimal vis bekæmpe de vira som barnet udsættes for, men her kan børneyoga gøre en fundamental forskel på evnen til at bekrige de bakterier, som vore kroppe ikke hilser velkomne. Ved at give krop og sind lov til ikke at forcere noget, skulle præstere og opnå medaljer og hæder, så skabes der rum til at mærke yogaens effekt i nuét og bestemt også på sigt.
Yoga reducerer beviseligt kroppens stresshormoner som kompromitterer barnets immunsystem
Foruden at sænke adrenalin og kortisolniveauet i barnets krop, så optimeres immunforsvaret på flere andre parametre hvis vi fremmer børns nysgerrighed og leg på yogamåtterne. Når vi strækker og bøjer os med en højere bevidsthed og kontrol, så giver vi vores bindevæv den fornødne tid til at blive strukket ud, så det iltede blod passerer friere til vores muskler og organer for at sikre optimal funktion. En bevidst vejrtrækning styrker hele barnets respirationsformåen og ilter lungerne med kontrol og ikke via forpustelse. Lymfesystemet aktiveres og giftstoffer udskilles fra kroppen. Dette er alle de helt rette funktioner at sætte i spil når et stærkere immunforsvar skal opbygges. Men kroppens stressniveau er langtfra den eneste faktor der gør sig gældende, et stresset barnesind er den rene gift for immunforsvaret.
Børneyoga guider børn til et mindre stresset sind
I et sædvanligt yogaflow for voksne sluttes der af med cirka 4-5 minutter i yogaens hvilestilling savasana, dette skaber rum til at mærke den fulde effekt af det flow man lige har gennemgået. Når vi som voksne inviterer børnene med på måtterne, kan vi med stor fordel drage nytte af det fælles tredie og et terapeutisk rum til fordybelse, nærvær og omtanke for at give børnene en anderledes mulighed for at mærke sig selv. Her er lydterapi og eventyr et sublimt pædagogisk instrument til at skabe “børne-savasana”, da masser af sanser stadig stimuleres og forkæles i samme nu som kroppen får lov til at mærke energierne strømme rundt. At “bare” ligge stille og mærke efter er ikke udslagsgivende nok for et barn, tag dem med på eventyr, guidede meditationer lad de rigtige hertz ramme deres øregange, så er det pludselig grobund for at vi kan skabe en større bevidsthed om egen krop hos dem og et holistisk selvbillede der viser dem at sjæl, sind og krop kan plejes i harmoni og ro.
At “forene” sjæl, sind og krop med yoga for børn, er et blødt men kraftfuldt værktøj for familier, pædagoger og lærere i mange henseender. Vi kan nå ind til vores børn i en renere kerne og fremme så mange aspekter, der giver dem styrke til at håndtere de udfordringer som livet byder os fysisk og mentalt. Vi kan åbne op for følelsesmæssige svære emner og berøre flader som ellers ville kunne udmunde i pjat eller konflikt i en normal dagligdagssituation. Forældre og personale der dagligt guider de små poder i livsmestringens svære kunst, henter lutter fordele ved at inddrage børneyoga i familielivet eller i barnets institutionelle hverdag. Lad os i endnu højere grad styrke børnenes fysiske og psykiske immunforsvar og give dem yogaens gaver med på deres vej.
Allan Olesen
Yogizoo